Blæsbjerggård

Slægtsgården "Blæsbjerggård", mtr. nr. 6a af Hvirring by og sogn, Nim herred, Skanderborg amt.

Undersøgelsen af denne gamle slægtsgårds historie har givet til resultat, at den første mand af slægten i gården var Jens Nielsen, som fik fæstebrev 16.12.1717. Gården var da fæstegård under en nærliggende lille hovedgård, Bjerre i Aale sogn, og det fortsatte den med at være næsten hele 1700 tallet igennem. I 1791 blev Bjerre gård og gods for 48.000 rdl. solgt til stamhuset Matrup, og derefter frasolgtes en del af bøndergodset; ved skøde af 10.6.1791 købtes slægtsgården i Hvirring fri af det århundred gamle tilhørsforhold til hovedgården; den første selvejer var den hidtidige fæster Christen Jensen. Og siden har gården så været selveje for den skiftende række af beboere af slægten.

Af gennembribende betydning for slægtsgården såvel som for de andre gårde i Hvirring var udskiftningen af fælleskabet, som foretoges af landinspektor Sørensen i året 1806 på grundlag bl. a. af et kort tegnet i 1805. Dette kort, som er det ældste kort over Hvirring, opbevares nu i Matrikulsarkivet i København; det giver os en række udmærkede oplysninger om byens jord på udskiftningstiden.

Den jord, der ved udskiftningen blev tillagt slægtsgården, som her omtales - den senere mtr. nr. 6a - beskrives således i "sogneprotokollen" fra 1820'erne, et slags forarbejde til matriklen af 1844 Gammelt hartkorn 4-5-" - 2/3 og nyt hartkorn 7-3-1-1/2. Gården er tillagt en hovedlod sydvest for byen, en sandmarkslod norden for byen og to hedelodder nordligere samt en toft sydvest for byen. Ialt godt 138 tdr. land.

Af de nuværende bygninger på gården er stuehuset opført 1902, en svinestald 1929 og de øvrige omkring 1860. Gården har nu et tilliggende på ca. 63 tdr. land ager og et hartkorn på 4-3-2-2.

Iøvrigt vil det være naturligt at samle alle de fundne oplysninger i en omtale af gårdens enkelte beboere fra 1717 til dagen i dag.

 

Beboerne 1717 - 2001
1717-1758 Jens Nielsen se Historie
1758 - 1810 Christen (Kresten) Jensen   var søn af ovennævnte - se Historie
1810 - 1850 Hans Christensen var søn af ovennævnte - se Historie
1850 - 1880 Kresten Hansen   var søn af ovennævnte - se Historie
1880 - 1920 Søren Jørgen Andreasen svirgersøn til ovennævnte - se Historie
1920 - 1971 Ejvind Andreasen var søn af ovennævnte

født 01.02.1890, overtog gården i november 1920. Viet i Brøns 09.10.1928 til Ane Karine Boesen.

1971 -         Uffe Bull Jensen  fætter til ovennævnte og Uffe's farmor var slægt fra Blæsbjerggård.

Uffe er født 19.8.1941 på Hvirring Vestergård, Hvirring by, søn af gmd Sigurd Jensen og hustru Jenny Kirstine Bull Hansen. Sigurd Jensen var født på Hvirring Vestergård, søn af gmd Mikkel Peder Jensen født på Hvirring Vestergård og hustru Karen Kristensen født på Blæsbjerggård, datter af Kresten (Kristen) Hansen og hustru Johanne Christensdatter.

Uffe Bull Jensen køber Blæsbjerggård 10 august 1971 af sin fætter Ejvind Andreasen.Viet i Tamdrup 4 juli 1964 til Ingrid Pouline Fredriksen. Børn af Uffe Bull Jensen og Ingrid Frederiksen:

Annette Bull Jensen født 4 April 1965

Merethe Bull Jensen født 13 Jan 1968