Blæsbjerggård

1758 - 1810

Christen (Kresten) Jensen var søn af ovennævnte og blev døbt i Hvirring Kirke 15.02.1733, ved hvilken lejlighed han blev båret af degnens "kæreste" (kone), medens Hans Jørgensen, Søren Pedersen, Peder Marcussen, Niels Madsens kone og Hans Jørgensens pige, alle af Hvirring, var faddere.

2.6.1758 (fæsteprot. fol. 65 b) udstedtes der fæstebrev til "bondekarl Christen Jensen i Hvirring" på den gård i samme by, som hans fader, Jens Nielsen, hidtil havde haft i fæste, men nu "formedelst alderdom og svaghed" godvillig afstod. Landgilden var 6 rdl. og 4 mark årlig, og den nye fæster forpligtigede sig til at have forældrene i gården så længe de levede og yde dem en beskeden aftægt. Som ovenfor nævnt blev det imidlertid kun nogle få måneder, at Christen Jensens gamle far kom til at nyde godt af denne aftægt.

I året 1791 blev af Hvirrings 9 gårde, der alle hørte til Bjerre gods som nu var kommet under stamhuset Matrup, de 7 gårde købt fri til selveje, og mellem disse 7 gårde var den slægtsgård, der her omtales.

Skødet, hvorved gården blev købt fri, er dateret 10.6.1791 og blev tinglæst 15.7. (Herreds sk. og pb. 1781-1801 fol. 194). Købesummen var 840 rdl. 4 mark og 7 skill., og de fleste af disse penge skaffede Christen Jensen til veje gennem et låen i Overformynderiet på 500 rdl. (tlg. 20.6.1806) mod 1. prioritet i gården.

Det ser ud til, at Christen Jensen har drevet gården godt op og har været en anset mand; i 1801 havde han f.eks. på gården foruden 3 voksne børn 3 tjenestefolk (folketæll), han var da sognefoged. han døde 3.2.1807 og blev begravet 13.2.1807 på Hvirring Kirkegård.

15.2.1762 blev Christen Jensen i Uldum kirke viet til Anne Marie Lausdatter (Larsdatter), som var født ca 1737 og datter af Laus Enevoldsen i Hesselballe i Uldom sogn (han døde 1775, 79 år gammel).

Med hende havde han børnene

Lars Christensen, dbt. 24.11.1765, faddere Niels Brun, Peder Frandsen, Niels Jacobsen, Christen Pedersen og Maren Pedersdatter, alle af Hvirring.

Jens Christensen, dbt. 6.3.1768, faddere Ole Brun, Niels Jacobsen, Peder Sørensen og Christen Rytters hustru Maren Pedersdatter af Hvirring, ved dåben båret of Niels Rasmussens datter Maren fra Egebjerg.

Mette Kirstene, født ca. 1770, nævnt i folketæll. 1787 og 1801.

Karen, hjemmedøbt 2.8.1772 og i kirken båret af Niels Jensens hustru Valdborg fra Bøgballe, faddere Morten Mikkelsen, Jens Thomsen, Hans Andersen, Karen Therkildsdatter, alle af Kalhave.

Hans Christensen, hjemmedøbt 12.6.1775, Faddere Ole Brun, Peder Frandsen, Frands Mortensen, Niels Jacobsen, Maren Pedersdatter, alle af Hvirring.

På slægtsgården opbevares endnu nogle papirer fra Christen Jensens tid, nemlig

1. Glælsdsbevis, dateret København 30.08.1796 til Christen Jensens Hvirring på 200 rdl. fra hans to sønner J. Christensen og L Christensen.

2. Kvittering dateret Hvirring 12.08.1791 fra Niels Jensen i Hvirring til broder Christen Jensen sst. for arv, som Niels Jensens kone var tilfaldet efter forældrene Lauritz Enevoldsen og hustru i Hesselballe og broder afg. Hans Lauritzen sst. (Niels Jensen og Christen Jensen har altså været gift med to søstre fra Hesselballe).

3. Kvittering dateret Hage 23.11.1776 fra Christen Jensen Bagger til svoger Christen Jensen i Hvirring for hustrus Anne Lausdatters arv efter salig fader Laus Enevoldsen i Hesselballe.

4. Seddel For den i dag afsendte eske i voxdog mrkt. H C indestår jeg ikke at indeholde vahre eller breve som er stridende mod forordningen af 9 de sept 1807

Detter bevidnes af J. Christensen

Kjøbenhavn den 24 de marts 1809 urtekræmmer i Pilestræde 112

(Heraf fremgår det altså, at Jens Christensen var blevet urtekræmmer i hovedstaden; æsken var vel til Hans Christensen).

5. Gældsbevis dateret København 2.11.1795 til Christen Jensen i Hvirring fra hans to sønner Jens og Lars Christensen på 600 rdl.

6. Kvittering til Lauritz Christensen for arv efter forældre 545 rdl. 2 mark 6 shill., som tilkom J. Christensen i København, datered 3.8.1809.

7. Kvittering for arv, som Ole Olsens hustru i Tørring, Karen Lausdatter var tilfaldet efter forældre og broder i Hesselballe. Kvitteringen gives til "kære svoger" Christen Jensen i Hvirring og er dateret 24.5.1785.

8. Gældsbrev fra skoleholder Søren Jensen i Tørring til Broder Christen Jensen i Hvirring for 104 rdl. dateret Tørring 1.9.1789.