Af Sven J. Olsen

Siden oldtiden har der levet en fiskerbefolkning langs Køge Bugt, hvor der blev fisket fra stranden fra Kalvebod Strand til Stevns med åbne både, som blev trukket på land, når bugten viste tænder.

Nord for Mosede Klint på den vej, som nu hedder Fiskernes vej, boede der omkring århundredeskiftet en gammel fiskerfamilie med fisker Niels Pedersen som det samlende midtpunkt han havde 7 børn, heraf de 5 sønner, Simon, Johannes, Ejner, Julius og Ryssel.

Jeg har haft den store glæde at kende alle disse stovte fiskere, som gik under fællesnavnet »brødrene« eller »Niels Pæsens drenge«. De har om deres drengetid og ungdom fortalt, at de om morgenen efter at have røgtet garnene fra de åbne både, sejlede fangsten ind til fisketorvet ved Gammel Strand, solgte den her og derefter sejlede tilbage til Mosede. Var man så uheldig, at vinden vendte, blev det en rotur begge veje.

Da Niels Pedersen i 1904 som en af de første fik lagt motor i båden, brugte han den kun i Sydhavnen ind til Gammel Strand og et lille stykke tilbage nærmest som et statussymbol, ellers måtte brødrene bruge åre eller sejl. Der skulle spares også i de tider både på motor og olie. Der er ikke tvivl om, at disse unge brødre kunne holde konditallet i top, hvis vi skal tale nutidens sprog.

Da jeg i 1918 sammen med mine forældre som nogle af de første sommerhusbeboere bosatte mig ved Køge Bugt, lå fiskernes bundgarnsjoller og rambukke for svaj langs hele kysten med alle deraf følgende ulemper, og det var da et naturligt ønske for de driftige brødre ved Mosede at få en havn.

I slutningen af tyverne fandt fisker Simon Pedersen, Mosede Strand, fisker Hans Rasmussen, Karlslunde Strand og fisker Jørgen Olsen, Brøndbyvester Strand samt vognmand Jens P. Petersen, Vigerslev Allé, Valby, sammen for at få bygget en havn ved Mosede Klint. Sidstnævnte kaldet »Bil Peter« tog også initiativet til oprettelsen af rutebilkørslen langs Købe Bugt, udflugtssejladsen fra København til Tryllevælde, bygningen af Klintekrogen og etableringen af Hundested-Grenå færgeruten.

Blandt interesserede fiskere og andre foretoges en indsamling, således at fiskerne selv kunne starte med Ca. kr.30.000 som begyndelseskapital. Der blev endvidere rettet henvendelse til stat, amt og de to kommuner Karlslunde-Karlstrup og Greve-Kildebrønde om støtte til havneprojektet.

Havnen kom til at koste omkring kr.80.000 i alt. Ingeniørarbejdet blev foretaget af ingeniør Jacob Sørensen, København, og entreprenørfirmaet Nielsen & Storm, Køge, stod for arbejdet, som resulterede i en øhavn med en 105 meter lang broforbindelse til land. Staten havde stillet som betingelse for tilskud, at der tegnedes en kautionsforsikring på kr.5.000. Da fiskerne ikke kunne rejse dette beløb, trådte lærer S. Wiskinge, Kr. Skensved, som havde været på højskole med Simon Pedersen, til og oprettede et legat på kr.5.000 ved indbetaling af obligationer, hvis renter skulle gå til vedligeholdelse af Mosede havn.

For at få det organisatoriske i orden, besluttede det at oprette et interessentskab til drift af Mosede fiskerihavn. Foruden de fire nævnte initiativtagere til havnen indtrådte der i interessentskabets bestyrelse som repræsentanter for Roskilde amtsråd, gårdejer Martin Jensen, Kildebrønde, og Kildebrønde kommune valgte gårdejer Arne Nielsen, Greve Mark og fra Karlslunde kommune gårdejer Hans P. Andersen, Karlstrup.

Den 5/10 1929 afholdtes den konstituerende generalforsamling med valg af bestyrelsen, og Simon Pedersen blev valgt som formand. Der var Ca. 30 interessenter til stede på Greve Badehotel, og havnen blev indviet med æresport ved havnebroen.

Den 13/3 1930 antoges fisker Niels Pedersen, Mosede Strand, som havnefoged. Den 1/7 1930 havde havnen inviteret til almindelig besigtigelse af havnen med efterfølgende kaffebord på Greve Badehotel for fiskerne, bidragsyderne, myndigheder og presse.

Den 9/5 1931 vedtoges det at anskaffe en uniformshue til havnefogeden, og han har vist været den eneste af havnens 5 havnefogeder, der altid var reglementeret uniformeret. Samme dato vedtoges det at forespørge Ministeriet for offentlige arbejder, om den fastsatte takst for anløb af lystfartøjer kunne nedsættes fra 2 kr. til 1 kr., så man må jo sige, at fiskerne allerede på et tidligt tidspunkt var villige til at gøre noget for lystsejlerne.

Regnskabet for havnen var meget simpelt, f.eks. viser regnskabsbogen for 1931 følgende:

Lån i Roskilde og Omegns sparekasse 4.640,00

Ved de følgende bestyrelsesmøder og generalforsamlinger var det især problemerne ved stejleplads, havnevej og tekniske spørgsmål i forbindelse med havnebyggeriet, der blev drøftet. Desværre viste det sig hurtigt, at havnen havde meget let ved at blive sandet til, og de følgende år foretoges der adskillige gange udgravninger og opsugninger af havnebassinet. Det kan nævnes, at fra 1934 og indtil 1968 betalte havnen selv i alt Ca. 56.000 kr. til dette formål.

I 1933 var havnen besøgt af 165 fremmede fartøjer og købmand Jessen, Tåstrup, ansøgte om at opsætte et oplagsskur på havnen og fra A/S Kalk og kridtcentralen i København kom året efter en lignende ansøgning og de to velkendte gule pakhuse blev bygget på pæle ind mod land.

I 1937 var havnen besøgt af 35 skibe, Ca. 30 lystbåde og en stor del fiskerbåde.

Foruden at være en fiskerihavn, skulle havnen opfylde en anden mission, nemlig at være trafikhavn for hele trekantsområdet mellem København, Køge og Roskilde, og der kom en livlig trafik med skonnerter, som i forårsmånederne lossede kalisalpeter, cement og trælast, og som i efterårsmånederne lastede korn. En overgang blev der også indført benzin over Mosede havn. Havnen kunne til tider være så fyldt, at man kunne passere over fragtbådene fra mole til mole. Det var ofte vanskeligt for fragtbådene at anløbe havnen, hvorefter de satte lodsflag. Ejnar Pedersen og Hans Otto Petersen fungerede som lodser. En aften forsøgte en fragtbåd at gå ind uden lods med det resultat, at den gik på grund på sandfangeren på nordre mole. Efter at de to ovennævnte lodser havde fået den fri, gik den for egen kraft ind i havnen, og pludselig meddelte skipperen, at den ikke kunne bakke, og resultatet var en svær kollision med sandsugeren »Cæsar«.

En anden gang forsøgte et langt hollandsk fragtskib at mase sig ind i havnen, men måtte opgive dette, da agterstavnen ragede langt uden for havnehullet.

Der kom også passagertrafik på Mosede havn, idet den navnkundige udflugtsdamper »Strandgreven« og senere »Klintekongen« på sin rute fra København til Tryllevælde med sommergæster lagde til i Mosede havn.

Fisker Kristian Jensen var matros om bord, og selv om passagererne sædvanligvis fik en fin tur gennem Køge Bugt, mindes jeg mange gange, når det blæste op fra sydøst, at »Strandgreven« kæmpede sig ind i ly af Amager. I kikkert så det ud, som om det var muligt at se helt ned i skorstenen, så meget rullede båden, og de stakkels passagerer fik en ubehagelig mindelse om, at Køge Bugt ikke er til at spøge med, når det blæser op, og flere har sikkert betænkt sig på at gentage turen!

Krigen 1940-45 kom også til at præge Mosede havn lystbådene forsvandt, trafikken med større både gik ned, men fiskerne passede deres dont og lidt til. Havnen blev nemlig udskibningssted for flygtninge til Sverige, såvel jøder som andre, der måtte hinsidan.

Tyskerne anbragte vagtmandskab i det gamle havneskur ved broen, og det danske kystpoliti det havde et lille skilderhus på sydsiden efter pakhusene. Til trods herfor bragte fisker Julius Pedersen, fisker Erling Pedersen, søn af Ryssel Pedersen, og fisker Kristian Jensen adskillige landsmænd trygt til Sverige og landsatte dem i Skanør eller Trelleborg. Julius blev dog taget i Sundet i 1944 og kom til at tilbringe 3-4 måneder i Vestre fængsel.

Flygtningene blev sædvanligvis indlogeret på Klintekroens gæsteværelser på i sal når afrejsen skulle finde sted om aftenen kl. ca. 21, satte Irma Petersen, fisker Hans Otto Petersens kone og datter af medejer af Klintekroen sig til at spille kraftigt på klaveret, så tyskerne ikke kunne høre, at flygtningene forsvandt ned ad bagtrappen. Det viste sig dog, at det oprindelige vagtmandskab faktisk var klar over årsagen til Irmas musikalske ydelser, men de hørte til den anden side. Først da Gestapo blev impliceret, gik det ikke mere.

Én gang gik det galt for Erling, da man november 1943 skulle have en transport af sted fra Køge. Flygtningene var installeret på Sømandshjemmet og skulle udskibes om natten ved hjælp af en planke, som var udlagt ved molen til Junckers Savværk. En stikker angav, at der opholdt sig flygtninge på Sømandshjemmet, som omringedes, døre og låse blev skudt i stykker med maskinpistoler. Erling og hans mandskab forsvandt ad en bagdør og lå hele natten under en svellestabel og senere i et brændeskur, uskadte med undtagelse af et par revnede bukser og baller efter kontakt med et pigtrådshegn. Heldigvis blev det ikke røbet, hvem der skulle have været skipper for transporten, og Erling slap i løbet af formiddagen gennem den tyske havnekontrol med båden tilbage til Mosede. Efter at flygtningestrømmen tog noget af, sejlede Kristian Jensen med kurértransport til Sverige.

Med bygningen af Mosede havn var der nu skabt ikke alene en god arbejdsplads for de lokale fiskere, men havnen tiltrak også fiskere fra andre pladser. Således kom i 1943 Hans Otto Petersen fra Fakse Ladeplads, og i 1946 Erling Larsen, som med sine mange gule bundgarnsjoller kom til at præge fiskeriet fra Mosede havn.

Allerede 20 år efter bygningen af havnen viste det sig, at den var alt for lille, idet antallet af både i havnen var stadig stigende, og størrelsen af bådene forøgedes stadig, ligesom der blev et stigende behov for pladser til lystfartøjer.

Da jeg i 1948 kom med min nybyggede juniorbåd »Strepto«, måtte den hver sommer ligge for svaj ud for kysten ved Karlslunde, og først efter flere års ihærdig parlamentering med havnefoged Johannes, lykkedes det mig at få en fast plads i havnen.

Hvad angår ro og orden i Mosede havn, har fiskerne altid selv holdt justits allerede ved den ordinære generalforsamling den 28. maj 1942 vedtoges det at opsætte tavle på havnen, hvor man forbydes at røre noget som helst, da det fra fiskerne klages over, at unge mennesker og børn under tiden laver optøjer og bruger redskaberne m.v.

Jeg mindes selv en gang, da havnefoged Johannes Pedersen, som i 1944 afløste sin far, Niels Pedersen, blev virkelig gal. Johannes satte hver aften rejegarn ud syd for havnen og havde samlet en god del rejer i en rusekasse. Da allestedsnærværende drenge havde lettet på låget, så alle Johannes' rejer var sluppet ud. Den lørdag aften anbragte Johannes sig på en ølkasse midt på havnebroen, og samtlige drenge, som kom, blev forment adgang til havnen, mens piger og voksne fik lov at passere.

Samme Johannes havde en lille æggekurv, som han gik rundt med, når han skulle opkræve havnepenge fra fremmede lystbåde. Hans bror, Ejnar, havde også sit besvær med alle disse drenge, som sprang rundt på bådene drengene havde endog opdaget, at hvis de blev bebrejdet noget, skulle de bare sige, at det havde de fået lov til af Ejner, men en dag gik det galt for en. Det var en ny dreng, som havde lært »feltråbet«, han sprang rundt og teede sig på Ejners båd, og da Ejner kom og udtrykte sin mening om drengens opførsel, svarede han frejdigt: »Det har jeg fået lov til af Ejner!«

En særlig epoke i havnens historie er rækken af havnefester, som startede i 1953 og sluttede i 1968. Havnefesterne resulterede altid i den årlige hovedrengøring og vedligeholdelseskampagne af havnens område. Folk fra nær og fjern strømmede til og tilbragte to herlige dage med alskens tivolimorskab, kapsejladser, og i pakhusene var oprettet restauration med bal hen på de små timer. Havnefesternes clou var den traditionelle vanddyst, hvor to i havnen kendte personer fra en planke i hver sin jolle ved hjælp af en bambusstang skulle forsøge at vippe hinanden i vandet. De, som har set Frede Sørensen i jaket og højhat og Chr. Ussinger i lang damekjole med yderst fremtrædende bryster, som nu og da måtte vrides for vand, kæmpe på planke, vil sent glemme dette syn. Klimaks nådes, når disse to samt de to roende fiskere alle lå gispende i baljen.

En anden episode, som huskes, var da en opløftet gæst stoppede torsk i afløbet til toilettet, så dette midt under det stærkeste pres stoppede, og formanden for havnen, Hans Otto Petersen, måtte iværksætte en redningsaktion. det var også yndet at prøve at komme gratis ind til havnefesten og uden om kontrollen på havnebroen - adskillige forsøgte sig under pakhusene og kravlede så op henne bagved. da dette opdagedes, klaredes problemet let ved hjælp af lidt tjære og en tjærekost, og da de først havde prøvet at kravle op her, holdt den trafik hurtigt op!

Da det ikke alene var som fiskerihavn, at Mosede havn var ved at blive for lille, men også for den tiltagende mængde lystbåde, der begyndte at dukke op langs kysten, var det et naturligt ønske for bestyrelsen i den i 1952 nystiftede Sejlklub Greve Strand, at der kom en udvidelse af Mosede havn. De første følere udstraktes til havnens daværende formand, fisker Simon Pedersen, der straks stillede sig meget positiv for tanken, men han henviste os til nærmere at drøfte planerne med fiskeriforeningens formand, Hans Otto Petersen, som bad om at få nogle forslag.

Sejlklubbens første forslag blev fremsat af formanden, Edmund Ussinger, og gik ud på at erhverve en række gamle betonpontoner fra den nedlagte badeanstalt ved Langebro og sænke disse syd for havnen som bølgebrydere til et nyt stort bassin. Det var muligt at skaffe disse gratis, men efter en henvendelse til daværende trafikminister Carl Petersen, fik man nok grønt lys for planen, men betingelsen var, at fiskerne selv skulle sørge for søtransporten af pontonerne over Køge Bugt samt tage ansvaret for, at de ikke sank undervejs. Da dette let kunne blive en meget dyr historie, skrinlagdes planen hurtigt.

Næste forslag blev udarbejdet af arkitekt Svend Søndergaard Pedersen, dyrlæge Sven J. Olsen og entreprenør, civilingeniør Poul Hasbo og gik ud på at bygge en spejlvendt havn syd for havnen i bugten bag pakhusene. Der blev udarbejdet tegninger samt opstillet budget og den samlede anlægssum blev sat til ca. 180.000 kr., men det var dog en forudsætning, at meget arbejde blev udført ved frivilligt arbejde, bl.a. skulle fiskerne ramme samtlige spunsvægge. Ved flere møder mellem sejlklubbens udvalg og fiskerne blev det besluttet at arbejde videre med sagen, og da distriktsingeniør Marcolinsky for vandbygningsvæsenets første distrikt en dag var på den årlige inspektion i havnen, blev projektet forelagt ham. Han fremkom med meget høflige kommentarer til projektet, som selvfølgelig bar tydeligt præg af ikke at være udarbejdet af fagfolk inden for vandbygningsvæsenet, men opfordrede på grundlag af skitsen til at arbejde videre og få fat i en havnebygningsingeniør til at udarbejde et rigtigt projekt, da der nu syntes at være muligheder for at få statsstøtte.

Det blev besluttet at henvende sig til ingeniør E. Ramsing, som tidligere havde haft med havnen at gøre, og det aftaltes, at Sven J. Olsen skulle samle data om havnen til brug for ansøgningen til myndighederne.

At pladsforholdene var meget dårlige blev anskueliggjort ved, at antallet af fartøjer, der var hjemmehørende i havnen i 1958, bestod af to stenfiskere (35 tons), 2 stk. nordsøkuttere (15-20 tons), 25-30 bundgarnsjoller (47 tons) 20 stk. lystfartøjer (sejl og motorbåde) og hertil kom ca. 20 stk. hyttefade og mindre rojoller. Endvidere rammedes der i bugten fra Mosede havn ca. 4.000 bundgarnspæle, som skulle opmagasineres i havnens nærmeste omgivelser, og alle skulle passere havnen to gange om året. Det kunne endvidere oplyses, at værdien af ilandbragt fisk for medlemmerne af fiskeriforeningen fra 1950-57 udgjorde i alt kr. ca. 3,4 mill.

Med hensyn til udgifter til havnen var det således, at man fra det offentlige havde modtaget tilskud til havnen, da den blev bygget i 1929 og igen i 1950, da der blev foretaget en udbygning af den nordre molearm, men al anden vedligeholdelse og oprensning blev foretaget for havnens egne midler. I perioden 1936 -1958 var der således brugt 108.963 kr. til vedligeholdelse og fra 1934 -1958 55.847 kr. til oprensning af havnen. Endvidere havde fiskeriforeningen bekostet et vandpumpeanlæg 3.600 kr. og til udbedring af beddingen ca. 14.000 kr.

På generalforsamlingen på »Strandlyst« den 19/7 1958 var der på pkt. 7 på dagsordenen sat udvidelsen af havnen. Til stede var foruden fiskere repræsentanter fra Roskilde amt og sognerådene fra Karlslunde/Karlstrup og Greve/Kildebrønde kommuner samt Edmund Ussinger og Sven J. Olsen fra Sejlklubben. Formanden Simon Pedersen redegjorde for de fortvivlede pladsforhold for såvel fiskere som for sejlsportsfolk, og der var almindelig enighed om, at der måtte gøres noget, og det måtte gøres nu for at få udvidet havnen og på forespørgsel fra kommunalfolkene om budget meddelte Simon Pedersen, at man regnede med en anlægsudgift på 750.000800.000 kr., og Sven J. Olsen oplyste, at man kunne regne med en indtægt på lystfartøjerne på ca. 10.000 kr. Forslaget fik en meget velvillig modtagelse af repræsentanterne fra amt og kommune, men alle udbad sig mere konkrete oplysninger om budget.

Der nedsattes et havneudvalg bestående af følgende til at arbejde videre med sagen: Jørgen Bach, Lyhne Michaelsen, Ejner Pedersen, Hans Otto Petersen, Erling Pedersen, Sven J. Olsen, Edmund Ussinger og Clemens Pedersen.

Ved udvalgsmødet den 10/12 1958 forelagde ingeniør E. Ramsing to projekter samt budget og forslag til finansiering. Der var udarbejdet et lille projekt til 620.000 kr., som kunne gennemføres med normale tilskud som almindelig fiskerihavn, og et stort projekt til 1.040.000 kr., men det ville kræve større tilskud fra amtsråd og sogneråd. Ved møder den følgende tid blev der enighed om, at det måtte være det store projekt, der måtte prioriteres.

Den 17/11 1959 blev havneudvalget udvidet med fisker Kristian Jensen, der valgtes til formand, og han fik fisker Hans Otto Petersen som nærmeste medarbejder.

Projekterne gik nu sin lange gang gennem amtsråd og sogneråd og ministerier.

Det forhold, at der forelå to projekter, gav adskillige forviklinger, som f.eks. da sognerådsformand Ploug skulle forelægge det store projekt til vedtagelse og til orientering for medlemmerne havde uddelt det lille projekt han fik dog det store vedtaget. En anden gang, hvor der var møde i ministeriet mellem fiskerne og trafikminister Lindberg, mødte ingeniør Ramsing op på Greve Badehotel, hvor han troede, mødet skulle finde sted.

Ingeniør Ramsing var uden tvivl en glimrende havnebygger det viste sig da også, at alle hans beregninger om materialer slog til, men han havde meget bestemte meninger om, hvordan havnen skulle se ud og hvilke materialer, den skulle bygges af, så det var ofte meget vanskeligt at komme igennem med praktiske indvendinger fra såvel fiskerne som fra sejlsportsfolkenes side.

I en periode gik arbejdet helt i stå, og jeg fik den opgave at opsøge ham i hans hjem for at få listet ham i gang igen. Han var et udpræget Bymenneske, der sov til langt op af formiddagen og arbejdede om natten, så man blev ofte modtaget i hans hjem, når han kun var iført en stor hvid natskjorte. Det lykkedes dog at få ham i gang igen, men han havde også den opfattelse, at yderhavnen udelukkende skulle være et bassin for større både samt et bassin, hvor bølgerne skulle løbe af. Først ved et snuptag ved et afsluttende møde på Greve Badehotel lykkedes det Hans Otto Petersen og undertegnede at få ham til at dreje molehovedet på »kondimolen« så meget, at der kunne skaffes pladser til hyttefade og bådpladser langs molen.

Da sejlklubbens daværende formand, Tjalfe Løvbo, skaffede en række fortøjningsringe, og man uden at spørge indstøbte disse, nærmest eksploderede repræsentanten fra vandbygningsvæsenet og meddelte, at yderhavnen IKKE var beregnet til lystbåde.

Den 2/7 1961 blev Hans Otto Petersen valgt til formand for I/S Mosede Havn i stedet for Simon Pedersen, der ønskede at træde tilbage. Den 6/11 1961 oplystes det, at der forelå en skrivelse fra Ministeriet for offentlige arbejder med godkendelse af det store projekt med statstilskud på 476.000 kr.

I 1962 blev havnen anløbet af i alt 29 skibe. Ved en ekstraordinær generalforsamling den 21/10 1963 blev det besluttet at udvide havnebestyrelsen fra 7 til 9 medlemmer, idet de to kommuner hver fik 2 medlemmer i bestyrelsen, hvor de tidligere kun havde 1.

I 1963 blev der ilandbragt fisk for ca. 900.000 kr., og havneudvidelsesudvalget blev ophævet, da arbejdet nu var langt fremskredet.

Ved den ordinære generalforsamling den 26/5 1964 blev det oplyst, at nok var havnebyggeriet godkendt, men pengene var ikke bevilget fra finansministeriet.

Endelig ved den ordinære generalforsamling den 24/5 1965 oplystes det, at der nu var kommet klarsignal, og i sommeren 1965 blev havnebyggeriet udliciteret.

Den 21/9 1965 blev tilbudene åbnet ved et møde på Greve Badehotel, og det besluttedes at overdrage arbejdet til firmaet Nielsen & Storm fra Køge, som havde bygget den gamle havn.

Det første »spadestik« skulle tages ved opsætning af galger, der markerede afgrænsningen af den nye havn. Dette foregik fra en rojolle, og begge »eksperterne« gik i baljen, da de skulle trække ankeret op, så det var en våd start, men derefter gik arbejdet støt og roligt frem og kunne afsluttes i september 1969.

I alt 2.070.000 kr.

Tilskuddene fra de to kommuner var bl.a. baseret på, at der skulle gøres plads til lystbåde, således at havnen blev udvidet 30 meter mod øst.

Indvielsen af den nye havn fandt sted i gråvejr den 10/10 1969, ved at en række fiskerbåde og lystbåde sejlede ind i havnen, efter at Erling Pedersen med sin kutter »Flemming« som den første båd havde sprængt en snor, som var spændt ud imellem de to molehoveder. Fiskeriforeningens gamle fane blev sænket under indsejlingen. Ved den efterfølgende frokost på Greve Badehotel blev der udtalt mange smukke ord om den gamle Mosede havn og gode ønsker for den nye havn, som var fremkommet, som jeg udtrykte det, efter den sværeste fødsel, jeg nogen sinde har været med til. Den tog siger og skriver 12 år.

For formanden, Hans Otto Petersen, må det have været en meget stor dag, for jeg tror ikke, at der er mange, der ved hvor meget arbejde, han igennem årene har lagt i dette projekt godt suppleret af sine arbejdsfæller. Alle havde jo berømmet den charme, den gamle havn havde, og det pragtfulde miljø, og man var spændt på, om dette kunne bevares i den nye havn. Fra at være en lille fiskerihavn med et fåtal lystbåde, lå der nu en havn, der i hvert fald i sommermånederne ville blive domineret af lystfartøjer. Denne ændring medførte også, at en række søsportsaktiviteter blev sat i gang fra Mosede havn. Sejlklubben Greve Strand kunne således allerede ved standerhejsningen den 9/5 1971 indvie sit nye store klubhus på havnen. Køge Bugt Vandskiklub fik ligeledes muligheder for at udfolde sin sport fra Mosede havn, og Greve Roklub har indviet et stort nyt klubhus på havnen, og som det sidste skud på vandidrætsstammen er svømmedykkere, som har indlogeret sig i et sommerhus, som I/S Mosede havn har erhvervet på Fundersvej 5.

Det gamle havneskur på havnebroen, hvor opvarmningen skete med en brændeovn fremstillet af en jerntønde, hvor man alligevel trods primitiviteten kunne frembringe varme drikke såsom kakaomælk opspædet med cognac, måtte nu naturligt finde sin afløsning, og i 1968 blev fiskeriforeningens hus indviet, og folkeviddet døbte det snart til »Templet«. Der blev også bygget en række nye moderne toiletter, og også på dette felt varder sket en væsentlig udvikling, siden havnen startede med et tosædet lokum med spande. Der blev indlagt vand, el på de forskellige kajer og moler, der blev kloakeret, kranerne blev forbedret og beddingerne ligeledes.

Mosede havn var således til fulde kommet til at opfylde den mission, som skitseret ved de første møder om havneudvidelsen, d.v.s. det blev en kombineret fiskerihavn og lystbådehavn, der i den stille tid for fiskerne om sommeren domineres af sejlsportens udøvere, mens efterårsmånederne med det hektiske fiskeri domineres af fiskerierhvervet.