Fiskere fra Fakse kommer til Mosede

I 1943 startede Godtfred Larsen en afdeling af sin bundgarnsvirksomhed i Mosede. Afdelingen blev ledet af Hans Otto Pedersen, der også kom fra Fakse Ladeplads.

Allerede i 1912 havde Godtfred Larsen udviklet et ramslagsspil, der kom til at revolutionere dansk bundgarnsfiskeri. Siden medvirkede han til flere forbedringer, bl.a. udviklingen af den selvlænsende (selvtømmende) bundgarnsjolle, en type som endnu i dag anvendes overalt. Udviklingsarbejdet foregik sammen med bådbyggeren Frede Mortensen i Fakse Ladeplads.

I 1950 overtog sønnen Erling Larsen ledelsen, og i de følgende år ekspanderede virksomheden yderligere og udviklede sig til Danmarks største bundgarnsvirksomhed. Mosede blev centrum for aktiviteterne, der bl.a. omfattede bundgarnsafdelinger ved Rødbyhavn, Køge, Odden, Århus og Skagen. Bifangster blev brugt som foder på virksomhedens minkfarme ved Avnø og Skagen.

Alene fra Mosede blev der fisket med 37 bundgarn. Det betød at der hvert år måtte rammes 2200 pæle. Firmaets mange gulbrune fartøjer, der lå fortøjet ved Larsens Plads og Brødrenes Mole, var i årene frem til 1988 et karakteristisk element i Mosede Havn.

Fisker Erling Larsen fortæller

 


Erling og Godtfred Larsen ombord på "Nordlyset" af Mosede.

Fisker Erling Larsen fortæller

Godtfred, med blød hat, betragter "Nordlysets" ramslagsspil. Et spil han udviklede i 1912, som fik stor betydning for dansk bundgarnsfiskeri, fordi det gjorde det muligt at slå større pæle på dybere vand og derigennem fiske med større bundgarn.

Godtfred Larsen startede som bundgarnsfisker i 1891. I 1950 overtog sønnen Erling Larsen ledelsen af virksomheden. Foto ca. 1950.

 


Lastvogn til transport af bundgarn monteret med garntromle.

Fisker Erling Larsen fortæller

Den 1/4 1950 overtog Erling Larsen ledelsen af sit fars bundgarnsfirma, der samtidig blev omdannet til et aktieselskab. Han indså nødvendigheden af at modernisere driften. Et eksempel var transport af bundgarn, som før havde været et tungt arbejde. Erling Larsen anskaffede derfor en lastvogn som blev udstyret med garntromle. Lastvognen blev anvendt til transport af bundgarnene mellem firmaets værksteder, oplagspladser og bådene. Foto fra 1950’erne.


 
Fisker Erling Larsen fortæller

Bundgarnsfirmaet Godtfred Larsens A/S havde sine mange fartøjer fortøjet udfor "Larsens Plads" og "Brødrenes Mole". Her udgjorde de gulbrune fartøjer et karakteristisk element. Foto fra begyndelsen af 1960’erne.


Fisker Erling Larsen fortæller

Bundgarnsjollen "Kirsten" tilhørende Godtfred Larsens A/S på vej ud af Mosede Havn. Drengen ombord er Juel Aufeldt. Foto fra 1950.

I dag er den typiske bundgarnsjolle karvelbygget, dvs. at skroget er glat. Bådene er selvlænsende og forsynet med en dieselmotor og gerne et lille styrehus, hvor der er plads til kompas og VHF radio.

Fiskerne er i dag pligtige til at have radio, og bådene er også udstyret med redningsmateriel. Motoren leverer energi til spil til indhaling af ruser.

Alle erhvervsfiskernes fartøjer er forsynet med nummer således at de kan identificeres af fiskerikontrollen. Fiskefartøjer hjemmehørende i Mosede har kendingsbogstavet KE (Køge) efterfulgt af et tal.


 

© Greve Museum, fiskerne i Mosede Havn & Mosedeskolen i Greve, 1996. PageMaster: Alex Jankowski, 8. klasse, Mosedeskolen. Sidst redigeret februar 09, 1997.