Hun kom nu også straks i land. Men en tid efter, at hun var kommet hjem, fødte hun et smukt drengebarn, og nu indfandt der sig en styg og fæl havmand, der sagde, at det var ham, der havde frelst hende, og det, som hun havde lovet ham, var barnet. Det forlangte han nu, men moderen tiggede og bad, om hun ikke måtte beholde det, indtil det var vænnet fra patten. Det fik hun da også lov til, men så skulle hun give havmanden så meget grød, som han kunne spise. Han spiste da en hel grydefuld og rejste så sin vej.

Da drengen var vænnet fra, kom havmanden igen og gjorde fordring på ham. Konen tiggede og bad igen, om hun da ikke måtte beholde ham, til han var syv år. Det fik hun da også lov til, men havmanden skulle have grød igen, og det så meget som han kunne spise. Han spiste også denne gang en grydefuld, men den var meget større end første gang.

Dengang drengen var syv år, kom havmanden igen, og da hjalp der ingen udflugter længere, da måtte drengen med. Han sejlede nu med ham ud på havet. Da de var kommet et stykke ud, sagde havmanden til ham: "Her var det, din moder var i havsnød, og kan du nu ikke sige mig tre sande ord, skal du puttes herned." Da sagde drengen: "Aldrig lå jeg blødere, end da jeg lå i min moders skød; aldrig smagte jeg sødere end det, jeg smagte af min moders bryst; og aldrig har jeg gjort min moder større sorg end i dag." Det kunne havmanden ikke sige noget imod, og drengen beholdt livet. Endelig kom de til et stort, smukt slot, det var havmandens.

Foruden drengen, som han nu kaldte Junker Hvid, havde havmanden også en jomfru, som han kaldte Jomfru Snehvid. Den første dag, efter at drengen var kommet der, var havmanden ikke hjemme, men han havde befalet drengen, at han skulle gøre en stald ren, som ikke var gjort ren i grumme lang tid. Det var nu ikke det eneste, at der var meget møg; men det, som var det værste, var, at skovlen og greben, som han skulle bruge, var så store og svære, at han ikke kunne løfte dem, endsige ¹ muge med dem. Det skulle nu gøres, til havmanden kom hjem; var det ikke gjort, når han kom hjem, skulle det koste drengens liv. Junker Hvid stod nu og græd og klagede sig og var rent fortvivlet, men så kom Jomfru Snehvid ud til ham og lovede at hjælpe ham, når han så ville love at hjælpe hende igen, hvis han kunne. Det lovede han, og så rakte hun ham en hvid kæp. Den skulle han slå på skovlen med og sige: "Møg følge skovl, og skovl følge møg, så længe der er en klat herinde!" Junker Hvid gjorde, som Jomfru Snehvid lærte ham, og straks begyndte skovlen selv at skovle ud af møget, og hvad der ikke kunne være på skovlen, kom løbende bagefter. Sådan blev den ved, til stalden var renset. Da havmanden nu kom hjem og så, at stalden var gjort ren, sagde han til Junker Hvid: "De slog dig ikke på din mund, der lærte dig det råd."

En anden dag, havmanden ikke var hjemme, skulle Junker Hvid vande en fole; havde han ikke vandet den, når havmanden kom hjem, skulle det koste hans liv. Men nu var folen bundet i et sådant jerngrimeskaft, at det var umuligt for Junker Hvid at løse det. Han stod da igen og græd, men Jomfru Snehvid kom igen og hjalp ham. Først måtte han jo igen ligesom før love, at han aldrig ville svigte hende. Han skulle slå på folen med den hvide kæp og sige til den, at den selv skulle /bl. 293r/ løse sig, gå hen at drikke og derpå gå ind og binde sig igen. Junker Hvid gjorde, som Jomfru Snehvid havde lært ham, og folen gik også selv hen og drak. Da nu havmanden kom hjem og så, at Junker Hvid igen havde gjort, hvad han skulle, sagde han ligesom før: "De slog dig ikke på din mund, som lærte dig det råd."

Der gik nu igen en lang tid hen i ro, men så kom havmanden i tanker om, at ovnen skulle hedes, og så skulle han og Junker Hvid ind og danse i den, for så mente han da at få bugt med ham. Havmanden gik hen og lagde sig at sove, mens Jomfru Snehvid varmede ovnen [op]. Junker Hvid stod ude i bryggerset ved Jomfru Snehvid, mens hun hedede ovnen, og tiggede og bad hende om at hjælpe sig. Han måtte igen love, at han aldrig ville svigte hende, så skulle hun nok hjælpe ham. Hun gik da hen og tog en flaske med noget smørelse i; med denne smørelse oversmurte hun nu hans krop og så lærte hun ham, hvordan han skulle bære sig ad, når han og havmanden var kommet ind i ovnen. Han skulle da, når de havde danset rundt et par gange, smutte imellem havmandens ben og ud af ovnen, ellers ville havmanden narre ham og smutte ud først og så lukke ham inde i ovnen. Da nu ovnen var varm nok, kom havmanden op og oversmurte sin krop med den samme smørelse, som Jomfru Snehvid havde brugt. De blev nu klædt nøgne begge to, og så ind i ovnen med dem, hvor dansen begyndte. Men da de havde danset rundt et par gange, gjorde Junker Hvid som Jomfru Snehvid havde lært ham: smuttede imellem benene på havmanden og ud.

Junker Hvid og Jomfru Snehvid blev nu ved at ride, til de kom hjem til marken, der hørte til hans fødegård, men Junker Hvid kunne ikke kende hjemmet. Jomfru Snehvid sagde ham da, hvor de var, og at hans moder var død for mange år siden; hans fader havde da giftet sig igen, men han var også død, og nu rådede hans stedmoder for gården. Men hun var en fæl heks, som man skulle vogte sig for. Hun sagde nu til Junker Hvid, at han skulle gå hjem og besøge sin stedmoder, så ville hun blive ude på marken imens; men nu måtte han huske, hvad han havde lovet hende, at han aldrig skulle svigte hende. Hans stedmoder ville bedrage ham og få ham til at glemme hende. Ville han nu være hende tro, så måtte han ikke nyde det mindste, når han kom hjem, for så glemte han alting.

Junker Hvid lovede hende det og begav sig så hjem. Hans moder tog meget godt imod ham og gjorde sig al mulig umage for at få ham til at nyde noget, men han blev ved at sige nej til alt, hvad hun bød ham. Endelig til sidst kom hun og forærede ham et meget smukt æble, som han kom til at bide af, men så glemte han også straks alt, hvad han havde oplevet før. Stedmoderen fik ham nu til at blive hos sig og fik ham snart ved sine kunster til at blive ganske indtaget i hende, og det blev bestemt, at de skulle giftes.

Jomfru Snehvid blev imidlertid ude på marken, men da hun mærkede, at Junker Hvid ikke kom, forvandlede hun folen til en stor, grå sten og sig selv til en guldring, der lå på stenen. Da røgteren næste dag kom ud med køerne, fik han snart øje på stenen, som han ikke havde set før. Han gik hen og betragtede den nøjere. Han fik da også øje på guldringen. Den tog han med sig hjem og forærede sin kone den. Hun lagde den på bunden af sin kiste, men næste dag lå der i stedet for ringen en smuk jomfru. Hende fik hun op og antog som sin datter, og Jomfru Snehvid kom da til at gå og varte den gamle kone op. Da røgteren næste dag kom ud med køerne, var den grå sten blevet til en grå kalv, der fulgte efter de andre kreaturer. Den betragtede han nu som sin egen og fik en bås indrettet til den hjemme hos dem selv.

Brylluppet var da endelig blevet bestemt til en vis dag, og der skulle jo rigtig pudses op til det. Der skulle da også en del stads til, både til karle og piger. Nu var Jomfru Snehvid så god til at sy, og hun havde derfor megen søgning, især af gårdens folk. Til dette gilde fik hun derfor meget travlt. Blandt dem, der kom til hende, var da også Junker Hvids kusk. Men da han kom hen til hende, blev han helt indtaget i hende, så smuk var hun. Hun lovede ham hans tøj til aften, men da han kom efter det, var det ikke færdigt. Han bad da om at måtte sidde og underholde hende med snak, til hun blev færdig. Det fik han også lov til, men da det havde varet lidt, sprang Jomfru Snehvid pludselig op og sagde: "Da har jeg da glemt en slem glemme i aften, nu må jeg ud." Karlen tilbød at gøre det for hende. I førstningen lod hun, som det ikke kunne lade sig gøre, men da han blev ved at tigge, fik han endelig lov. Det var da hendes moders ild, hun havde glemt at rage; ville han nu gøre det, måtte han råbe ind til hende, når han havde askeskovlen i hånden. Det lovede han. Da han nu råbte, at han havde fat i den, sagde Jomfru Snehvid: "Stå du så der, og rag og skrab til i morgen, og lad mig ligge roligt i min seng i nat!"

Da Jomfru Snehvid nu kom ud om morgenen og så, at han havde skrabet der hele natten og næsten skrabet hele ildstedet op, lod hun, som hun blev helt forskrækket, klagede sig og sagde, at nu kom hun da galt afsted med hendes moder, når hun fik det at se. Karlen hyssede på hende og sagde, at han ville give hende hundrede rigsdaler, hvis hun ville lade være med at sige, at det havde været ham. Hun tog da imod de hundrede rigsdaler og lovede at tie. Men karlen tænkte, at sådan skulle flere tages ved næsen. Han sagde derfor til en af tjenerne, at skulle han have noget syet til gildet, kunne han ingen bedre ty til end røgterens datter, for blev hun ikke færdig ved dag, kunne han få lov at sidde og underholde hende om aftenen, til hun blev færdig, og det kunne han tro var fornøjeligt, så smuk en jomfru det var.

Det lod tjeneren sig ikke sige to gange: han kom snart hen til Jomfru Snehvid og ville have hende til at sy for sig, og det fik han også på de samme betingelser som den anden. Da aftenen kom, var tøjet ikke færdigt, og han skulle da sidde og underholde Jomfru Snehvid, men det gik ligesom forrige aften, at Jomfru Snehvid havde glemt noget, som hun skulle ud at gøre, men det ville karlen gøre. Det var da pinden, hun havde glemt at sætte for sin moders tørvehusdør, men så skulle han da sige hende, når han havde fat i pinden. Det gjorde han også, men så sagde Jomfru Snehvid: "Stå du nu der og prik og stik til i morgen! Og lad mig ligge roligt i min seng i nat!"

Om morgenen da Jomfru Snehvid kom, stod tjeneren nok så ivrig og prikkede og stak, og døren var så overstukken, at den næsten helt var spoleret. Jomfru Snehvid lod igen, som hun blev grumme forskrækket og klagede sig af angst for sin moder. Tjeneren lovede hende to hundrede rigsdaler, hvis hun ville tie med at det havde været ham, og det lovede hun så. Tjeneren havde jo nu nok lyst til, at flere skulle narres sådan.

Nu traf det sig netop sådan, at Junker Hvid selv skulle have noget syet, og så snart tjeneren hørte dette, viste han også ham hen til røgterens datter. Det gik nøjagtig ligesådan med ham; men den aften var det den grå kalv, hun havde glemt at lukke ind, og Junker Hvid skulle da tage i halen på den og så sige hende, når han havde fat i den. Hun sagde da til kalven, at den skulle løbe med ham over moradser og kær derhen, hvor han var, før han kom her, og tilbage igen og stå uden for hendes dør i morgen, når hun kom op. Kalven satte øjeblikkelig afsted, og den stakkels Junker Hvid måtte følge med, hvor nødigt han [end] ville.

Om morgenen da Jomfru Snehvid kom op, stod kalven med Junker Hvid frygtelig tilredt udenfor døren; man kunne næsten ikke se, hvad de var af begge to for snavs og skidt. Jomfru Snehvid lod igen, som om hun blev helt forskrækket, og beklagede sig for, hvad hun nu skulle sige til sin moder. Han lovede hende da tre hundrede daler, hvis hun ville tie. Det lovede hun. Alle disse penge gav hun nu røgteren, der derved blev en holden mand.

Imidlertid kom bryllupsdagen, og de skulle køre til kirke i en smuk vogn med fire heste for. På vejen kom de til en bakke; der gik en svingel i stykker. Der skulle da et nyt par hamle til, men hvad for nogen de end kom med, gik svinglen dog i stykker. Nu kom karlen i tanker om røgterkonens askeskovl: Den, vidste han, var stærk. Den fik de så bud efter. Men Jomfru Snehvid svarede budet: "Min moder stod aldrig for hovbud, vil Junker Hvid hende noget, får han selv komme." Junker Hvid måtte da selv afsted og fik da også skovlen.

Men nu gik naglen til vognstangen i stykker.  Her var det også det samme, hvad de satte i, for intet kunne holde. Så kom tjeneren i tanker om pinden for røgterkonens tørvehusdør: Den, vidste han, kunne holde. Den kom der nu bud efter, men det gik ligesom forrige gang, budet kom tilbage med den besked, at Junker Hvid skulle selv komme. Da han kom, fik han også pinden, der blev sat i stjerten og nu også holdt.

Men nu kunne hestene ikke trække vognen. Junker Hvid kom da i tanker om røgterens grå kalv, der, troede han, måtte kunne gøre det, for den, vidste han, var stærk. Junker Hvid måtte også selv ned efter den. Den kunne ganske rigtig trække vognen, og så kom de til kirke.

De forskellige gange Junker Hvid havde været i berøring med Jomfru Snehvid, havde ligesom bragt mindet tilbage igen, og især den tur, han fik med kalven den nat, hen til, hvor havmanden boede. Endnu var det dog uklart for ham, hvem hun var; noget var der dog, som trak ham til hende.

Men en dag traf det sig, at han kom til at høre en samtale, Jomfru Snehvid havde med sig selv, da hun gik og fodrede sine duer. Når hun smed to kærner ud til to duer, hun havde, en han og en hun, så tog hannen altid begge kærner. Jomfru Snehvid blev da ved at gå og sige: "Se, hvor handuen narrer hunnen, ligesom Junker Hvid narrede Jomfru Snehvid." Det blev Junker Hvid opmærksom på, og nu gik det hele op for ham.